Month: august 2020
Telia Parken skifter navn
Gennem de sidste seks år har Telia og Parken Sport & Entertainment samarbejdet om at udvikle og aktivere Danmarks nationalstadion via navnesponsoratet. Nu er man blevet enige om at stoppe partnerskabet ud fra et ønske om at gå nye veje fra begge parters side. Derfor vil stadion ikke længere hedde Telia Parken fra 31. august 2020, men vil for nuværende igen hedde Parken.
Første fodboldstadion med eget wi-fi
I 2014 skiftede nationalarenaen Parken i København navn til Telia Parken. Det blev startskuddet til et flerårigt samarbejde, der blandt andet har omfattet en digital opgradering af stadionoplevelsen. Allerede i sommeren 2014 blev Telia Parken således det første fodboldstadion i Danmark med eget wi-fi. Det betød, at gæsterne gratis kunne dele videoer, billeder og opdateringer fra kampen eller koncerten. Det trådløse netværk forbliver en del af stadionoplevelsen, også efter Telias sponsorat er løbet ud.
Øget kendskab til Telia
Telia fremhæver, at navnesponsoratet og samarbejdet gennem de seneste seks år, blandt andet har medvirket til at øge kendskabet til televirksomheden:
”Vi er meget stolte over at have lagt navn til Danmarks nationalstadion gennem seks begivenhedsrige år. Engagementet har handlet om meget mere end eksponeringen, hvilket har medvirket til at øge kendskabet til Telia og vores løsninger. Det har været helt centralt for os at udnytte vores kompetencer inden for digitalisering og mobilteknologi til at udvikle Telia Parken, for at gøre noget ekstra for de mennesker, der nyder at komme derinde for at se fodbold eller gå til koncert,” forklarer Telias marketingchef, Christian Preisler.
Parken forbereder sig på fremtiden
Hos Parken Sport & Entertainment ser man tilbage på et vigtigt og fint samarbejde, mens der også er store ambitioner om udvikling af oplevelsen:
”Da vi indgik aftalen med Telia satte det en retning og hævede barren for digital udvikling af stadion og oplevelsen for vores gæster. Vi er nået langt, og der skal lyde en stor tak til Telia for engagementet, den teknologiske udvikling af Parken og helt generelt den gode partnerrejse, vi har været på gennem de seneste seks år. Danmark kigger ind i et årti med massive milliard-investeringer i fibernet, 5G-teknologi og cloud-baserede platformsløsninger, hvilket betyder, at det er afgørende at lave grundige sonderinger af partnermulighederne, inden vi vælger den eller de fremtidige teknologi-partnere til den næste rejse”, udtaler direktør i Parken Sport & Entertainment, Lars Bo Jeppesen.
New Vision: De første skridt til en ny stadionoplevelse
F.C. Københavns og Danmarks nationalstadion, Parken, får et nyt visuelt udtryk allerede fra den kommende sæson, hvor både A- og D-tribunerne i et samarbejde, kaldet New Vision, skifter markant udseende.
Samtidig bliver der sonderet omkring en eller flere nye stadionpartnere til Parken i fremtiden.
Udvikling af stadionoplevelsen
”Vi er meget stolte over vores stadion, og vi glæder os over, at vi har kunnet igangsætte vores New Vision-projekt, som skal være med til at give vores gæster en ny og bedre oplevelse herinde. Med New Vision har vi inviteret en gruppe af vores vigtigste og største partnere – og også et par nye – med på en rejse omkring udviklingen af vores stadionoplevelse. Første fase vil være synligt allerede fra den kommende sæson, hvor to af tribunerne skifter karakter. Det er samtidig et skridt i retning af at skabe verdens bedste sponsorprodukt, som også er en erklæret ambition hos os,” siger direktør Lars Bo Jeppesen.
Konkret betyder det, at Revolut og DFDS ikke længere vil være på de to tribuner, der i stedet vil blive præsenteret i samarbejde med en række af FCKs største partnere i stil med det, man ser i eksempelvis Champions League eller ved store slutrunder:
”Ligesom vi vil spille med de bedste på banen, så vil vi det også rundt om den. Her har vi fået skabt en ny platform af nogle utroligt stærke brands, som alle er med til at løfte klubben i den retning. Vi har samtidig bevæget os i en mere moderne retning i forhold til udtrykket på vores stadion, hvor vi med New Vision har inddraget inspiration fra de største arenaer og turneringer i verden,” siger Lars Bo Jeppesen.
Sondering af markedet
Som det tidligere er blevet meldt ud, så er samarbejdet med Telia omkring navnepartnerskabet for Parken stoppet efter seks år. Derfor vil den kommende tid blive brugt på at afsøge nye løsninger.
”Det er oplagt at bruge denne mulighed til at sondere markedet efter en eller flere nye stadionpartnere, der kan bidrage til, at udviklingen omkring stadionoplevelsen kan accelereres yderligere. Vi er godt i gang med det arbejde, men det er vigtigere for os at finde den rigtige vej frem, end det er at gøre det hurtigt. Derfor er det også endnu for tidligt for os at sige, hvilken løsning, vi ender med omkring stadionpartnerskabet, her vil vi gerne holde mulighederne åbne,” siger Lars Bo Jeppesen.
The Minds of 99 i Telia Parken udskudt til 11. september 2021
Live Nation og The Minds of 99 har afventet en endelig udmelding fra staten, og med aflysningen af fase 4 og den tilhørende genåbningsplan ses det desværre ikke som en mulighed at gennemføre koncerten.
Billetkøbere har mulighed for at konvertere deres billet til en ny koncert som finder sted 11. september 2021 i Telia Parken.
The Minds of 99 skulle kun spille én enkelt koncert i 2020. I den største venue i dette land. Bandet ville have indtaget et udsolgt nationalstadion, som det kun andet danske band nogensinde, hvis ikke verden var blevet ramt af en pandemi. I kulisserne har der været arbejdet på højtryk, i forsøget på at finde løsninger på, hvordan koncerten kunne gennemføres på en alternativ og forsvarlig måde. Vi må dog nu indse, at det ikke længere er realistisk, at vi kan nå at finde en løsning der gør det muligt at gennemføre koncerten 12. september 2020.
Direktør for Live Nation Danmark Jesper Christensen udtaler:
”Vi er så kede af det på The Minds of 99’s fans’ vegne. Live Nation og The Minds of 99 har været på en lang rejse sammen, som skulle kulminere i Telia Parken den 12. september, og vi føler så meget med bandet og deres fans, som har set koncerten som et absolut højdepunkt i år. Vi ved at det har været meget svært for bandet ikke at kunne kommunikere direkte med deres fans om hele processen, men det har desværre været så kompliceret, at vi har måtte råde dem til at holde kortene tæt til kroppen. Det er først i dag der er kommet en endelig afklaring. Vi vil gerne takke både bandet og deres publikum for tålmodigheden.”
Statement fra bandet:
”Det har været nogle følelsesmæssigt virkelig hårde måneder. Vi ville så gerne have gennemført denne her koncert – også på en anderledes og sundhedsmæssig forsvarlig måde under Corona. Det var vi klar til, og der blev arbejdet benhårdt på det bag kulissen. Altså vi stod indtil i sidste uge i øvelokalet for at gøre os klar. Hele vores crew har arbejdet helt indtil nu, som om den skulle gennemføres, både på den normale måde og på en alternativ måde. Så det er en meget kedelig situation. Det værste har næsten været, at vi ikke har kunnet sige noget til vores fans, da koncerten har ligget i statens hænder, og vi har kunne komme til at påvirke det negativt ved at kommunikere udenom. Det har vi virkelig været kede af, og vi håber de kan tilgive os. Det skulle have været det helt store event i år, og ville have været helt udsolgt, havde det ikke været for Corona. Selvom vi har kæmpet helt indtil nu, så har vi jo godt vidst, at der var en risiko for, at det her kunne ske, så egentlig er det også rart, at der nu endelig er en afklaring. Vi har glædet os helt vildt til at samle alle vores fans under ét tag og lave en uforglemmelig aften i Parken. Det bliver det stadig. Bare næste år.”
Alle billetkøbere vil modtage en mail direkte fra Ticketmaster, hvor de vil få mulighed for at ombytte deres nuværende billet til en ny billet til datoen i 2021. Har man ikke mulighed for at deltage, kan man få sine penge retur.
Billetpriser:
Golden Circle 650,- /PL1 650,- / PL2 420,- / PL2U (stå) 420,- / PL3 270 kr. + gebyr
Billetsalget til den nye koncert i Telia Parken 11. september 2021 starter fredag 2. oktober kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk