Month: marts 2021

Testcenteret er flyttet i Fælledparken

I dag er Copenhagen Medicals Covid-19 testcenter flyttet fra området bag Parkens A-tribune til et område i Fælledparken mod Frederik VI’s vej, der ligger mellem Fælledparken og Rigshospitalet (og går fra Blegdamsvej til Edel Sauntes Alle).

Konceptet er det samme, dvs du kan få en gratis kviktest hver dag i ugen fra kl. 8.00 til 20.00, hvis du er 12 år eller ældre.

Vi siger tak for besøget og glæder os over, at mange har lagt vejen forbi og skabt lidt liv omkring Parken.

Årsregnskab for 2020

Forretningssegmenterne F.C. København & Stadion og Lalandia blev i 2020 hårdt ramt af de restriktioner, der blev indført som følge af COVID-19 pandemien.
 
Vi har lagt et på mange måder udsædvanligt år bag os. 2020 var året, hvor PARKEN Sport & Entertainment koncernen blev hårdt ramt af de restriktioner, der blev indført som følge af COVID-19 pandemien. Restriktioner der betød, at vi i store perioder af året ikke kunne udnytte vores gæste- og tilskuerkapacitet fuldt ud i Lalandia og Parken. Hertil kom en udskydelse af kampene i forbindelse med EURO2020 og koncertarrangementet med The Minds of 99.

2020 var også året, hvor byggeriet af Lalandia i Søndervig blev påbegyndt, og inden udgangen af 2021 vil samtlige af de i alt 440 feriehuse være overdraget til ejerne. Det er planen, at Lalandia i Søndervig skal åbne i andet kvartal 2022.

På den internationale foldboldscene blev sæsonen 2019/20 et nyt højdepunkt, da F.C. København spillede sig frem til deltagelse i 1/4-finalen i UEFA Europa League. Her tabte holdet efter forlænget spilletid til Manchester United.

I april 2020 blev koncernens kapitalberedskab styrket med 440,0 mio.kr. hvoraf 240 mio.kr. kan henføres til den igangsatte etablering af et Lalandia i Søndervig. I februar 2021 er der etableret en yderligere trækningsret på 75,0 mio.kr., og en række af koncernens realkreditlån med restløbetid på ca. 10 år er omlagt til 20-årig restløbetid.

Årets resultat før skat i 2020 blev -289,0 mio.kr. mod 75,0 mio.kr. i 2019.
 
Forventninger til 2021
Forventningerne til 2021 er behæftet med meget stor usikkerhed, idet det er uklart, hvornår koncernen, grundet de aktuelle COVID-19 restriktioner, kan genoptage sine aktiviteter i sædvanligt omfang.

For 2021 forventes for koncernen en omsætning på 1.050 til 1.200 mio.kr. og et resultat før skat på 0 til 75 mio.kr. Forventningerne er baseret på F.C. Københavns kvalifikation til og deltagelse i gruppespil i UEFA Europa League.

Fakta: PSE’s regnskab for 2020

COVID-19 aftrykket i regnskabstallene er tydelige:

  • Omsætningen blev 541,7 mio.kr. – et fald på 35,1 %.
  • Resultat før skat udgjorde -289,0 mio.kr., hvilket ligger i det forventede niveau på mellem -310 til -280 mio.kr.
  • Årets resultat landede på -229,4 mio. kr. mod et overskud på 52,3 mio. kr. i 2019