Month: juli 2022
Gasoline Grill rykker ind i Parken
Parken kan snart tilbyde en stadionburger i international topklasse, lavet og serveret via et nyt partnerskab med Gasoline Grill.
Den velkendte burger er kåret til en af verdens bedste burgere og vil blive solgt på tribunerne til FCK-kampe, landskampe og koncerter fra sensommeren 2022.
Gasoline Grill har i de senere år vokset sig stor og velkendt i Hovedstaden med en række restauranter rundt omkring i København, og nu rykker de også ind i Nationalarenaen.
Ny måde at skabe madoplevelsen på
”Vi er glade og stolte over at byde velkommen til Gasoline Grill i Parken,” siger direktør Jacob Lauesen.
“Vi er i gang med at lave en mindre revolution af oplevelsen af at komme i Parken, og madoplevelsen er en af nøglerne. Den skal matche København som by, og partnerskabet med Gasoline Grill passer perfekt i den strategi, vi har på vej, og det er en ny måde at skabe madoplevelsen på.”
”Ambitionen hos os er, at vores gæster skal have en fantastisk oplevelse herinde, og nu via partnerskabet med Gasoline Grill kan vi byde på det, som vi selv betragter som verdens bedste stadionburger.”
“Det er med til at give langt bedre kvalitet i service og udvalg og dermed hæve oplevelsen herinde,” siger Jacob Lauesen.
Gasoline Grill-restaurant ved Parken er også på vej
Gasoline Grill ser også frem til at komme i gang med partnerskabet, der også betyder, at der åbner en restaurant på hjørnet af P.H. Lings Alle og Øster Alle ud mod Fælledparken i løbet af efteråret.
”Det er stort for os, at vi fremover bliver en del af Parken og de oplevelser, så mange har her hvert eneste år,” siger Klaus Wittrup, direktør i Gasoline Grill.
“Unikke locations er afgørende for os, og vi er overbeviste om, at matchet er godt mellem to københavnske institutioner.”
“Vi vil gøre vores ypperste for at være med til at begejstre og yde god service for alle, der kommer i Parken, på en ny måde. Vi glæder os til at komme ud på tribunerne med vores burgere og give folk en endnu bedre oplevelse, når de kommer herind,” siger Klaus Wittrup.
Alle i Parken ser frem til at byde Gasoline Grill velkomne.
Parken søger servicemedarbejdere
Parken søger
- serveringspersonale
- bodmedarbejdere
- lagermedarbejdere
- køkkenmedhjælpere
- kokke
Hvis du er interesseret i et eller flere af disse arbejdsområder, så send en ansøgning via vores rekrutteringssystem her.
Parken Services søger logistikchef
Parken Services søger en logistikchef til det overordnede ansvar af vores lager og logistik ved events i Danmarks Nationalstadion.
Du skal kunne holde det overordnede helikopterperspektiv samt planlægge, så vi altid har et velfungerende lager. Lageret er omdrejningspunktet for en stor del af vores forretning, og du vil få stor indflydelse på den daglige drift.
Du får det overordnede ansvar for vores hovedlager i Parken samt to-tre faste lagermedarbejdere. Det vil sige, at du i samarbejde med dine kollegaer planlægger indkøb og logistik og den overordnede afvikling.
Dine arbejdsopgaver som logistikchef vil bl.a. inkludere:
- Personaleledelse og driftsansvar
- Administration, lagerstyring og logistisk koordinering
- Optimering og forbedring af arbejdsprocesser
- Udarbejdelse af vagtplaner og koordinering af medarbejdere
- Organisering af pakning og fordelingsnøgle
- Varemodtagelse
- Ad hoc-opgaver på lageret
Virksomheden tilbyder
- En ledende stilling i vores Food & Beverage afdeling
- Et spændende og dynamisk arbejdsmiljø med PARKEN Sport & Entertainment og F.C. København
- Gode kolleger og godt socialt sammenhold
Vi forventer, at du
- har mindst 5 års erhvervserfaring fra lignende funktion med lagerstyring personaleledelse
- har generelt gode IT-kompetence
- er struktureret og systematisk
- er fleksibel og arbejdsom
- besidder autoritet og respekt – og ikke dominans (du går foran og viser det gode eksempel)
- besidder indlevelse og tager ansvar og ejerskab
- føler ejerskab for afdelingen og har respekt for helheden
- er omkostningsbevidst, forebygger fejl og gennemfører forbedringer
- selv kan arbejde med og tage vagter ind imellem
- besidder skriftlige evner på middel niveau
- kan formulere dig på engelsk både mundtligt og skriftligt
- har truckcertifikat og kan fremvise et gyldigt bevis
- trives i et tempofyldt miljø
Lyder dette interessant for dig, ser vi frem til at modtage en motiveret ansøgning samt CV med billede.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Director of Hospitality & Events Patrick Andersen på paan@fck.dk.
Ansøgninger bedes ikke sendt på mail, men skal sendes via vores rekrutteringssystem:
Parken vil løfte madoplevelsen til nye højder
En ny strategi er på vej med målet om at give gæsterne i Parken en fantastisk oplevelse både på og uden for banen.
København er kendt som en gastronomisk hovedstad verden over, og det skal afspejles i de tilbud om mad og drikke og den generelle gæsteoplevelse, som Parken fremover vil tilbyde.
Del af en ny strategi
Det bliver nu Parken selv, som står for driften af alle events i Parken, og ambitionen er at løfte gæsteoplevelsen op på internationalt niveau.
Det er en del af nye strategi, der bliver præsenteret senere på året, og det betyder, at PARKEN Sport & Entertainment har opsagt samarbejdet med AirGroup, der har stået for Food & Beverage (F&B) i Nationalarenaen, Parken, de senere år.
Fuldt fokus på gæsternes oplevelse
Dermed er en vigtig byggesten lagt for fremtidens oplevelser i Parken:
”Den kommende strategi for F.C. København og Parken betyder blandt andet, at vi har fuldt fokus på at give gæsterne en dejlig oplevelse på alle parametre, når de besøger Parken,” siger Allan L. Agerholm, bestyrelsesformand i Parken.
“God fodbold og skønne koncerter skal gå hånd i hånd med god service og mad og drikke af høj kvalitet. København er kendt for sine fantastiske restauranter, og vi ønsker at løfte oplevelsen i Parken til Superligaens bedste og på internationalt niveau.”
Markant ændring af Parkens drift
Den nye strategi bliver udrullet de kommende år og indebærer blandt andet, at Parken vil investere i opgraderinger.
Samtidig er ambitionen at indgå en række strategiske partnerskaber med anerkendte leverandører af kvalitetsprodukter. Det vil betyde en markant ændring i den måde, Parken hidtil har være drevet på, og det vil hæve gæsteoplevelsen.
”Vi kan snart præsentere nogle nye og meget spændende partnerskaber, som vi er overbeviste om vil løfte oplevelsen til et helt andet niveau på F&B området,” siger Jacob Lauesen, direktør i Parken.
“Det vil være en innovativ og ny måde at skabe madoplevelser på et stadion på. København er en gastronomisk hovedstad, og det skal byens stadion afspejle på sin helt egen måde.”
En stor operation, der vil tage tid
Parken har årligt op mod en million gæster til fodboldkampe, koncerter og andre events, så det er en stor operation at overtage driften af boder og partner-restauranter.
”Vi tager nu de første skridt på rejsen mod en langt bedre oplevelse for alle, der kommer i Parken,” siger Brian Månsson, Director of Venue i Parken.
“Det bliver ikke perfekt fra første dag, men kommer til at tage tid. Vi er helt sikre på, at vi på sigt kan løfte oplevelsen af at komme i Parken til nye højder for vores gæster, uanset om man er her for at opleve landsholdene, FCK eller en koncert. Det arbejde glæder vi os til at tage fat på.”
Ud over driften af Food & Beverage, har Parken også hjemtaget rengøringen af stadion for ligeledes at højne standarden på det område.
Vi glæder os til sæsonpremieren
F.C. København indleder sit titelforsvar i den nye 3F Superligasæson søndag den 17. juli hjemme mod AC Horsens, og allerede her står Parken altså selv for driften af boder mv.
Som nævnt bliver det ikke perfekt fra dag 1, men alle involverede arbejder på højtryk hele sommeren for at byde velkommen i gode rammer til sæsonpremieren.