Arrangementer

The Minds of 99 i Telia Parken udskudt til 11. september 2021

Live Nation og The Minds of 99 har afventet en endelig udmelding fra staten, og med aflysningen af fase 4 og den tilhørende genåbningsplan ses det desværre ikke som en mulighed at gennemføre koncerten.

Billetkøbere har mulighed for at konvertere deres billet til en ny koncert som finder sted 11. september 2021 i Telia Parken.

The Minds of 99 skulle kun spille én enkelt koncert i 2020. I den største venue i dette land. Bandet ville have indtaget et udsolgt nationalstadion, som det kun andet danske band nogensinde, hvis ikke verden var blevet ramt af en pandemi. I kulisserne har der været arbejdet på højtryk, i forsøget på at finde løsninger på, hvordan koncerten kunne gennemføres på en alternativ og forsvarlig måde. Vi må dog nu indse, at det ikke længere er realistisk, at vi kan nå at finde en løsning der gør det muligt at gennemføre koncerten 12. september 2020.

Direktør for Live Nation Danmark Jesper Christensen udtaler:
”Vi er så kede af det på The Minds of 99’s fans’ vegne. Live Nation og The Minds of 99 har været på en lang rejse sammen, som skulle kulminere i Telia Parken den 12. september, og vi føler så meget med bandet og deres fans, som har set koncerten som et absolut højdepunkt i år. Vi ved at det har været meget svært for bandet ikke at kunne kommunikere direkte med deres fans om hele processen, men det har desværre været så kompliceret, at vi har måtte råde dem til at holde kortene tæt til kroppen. Det er først i dag der er kommet en endelig afklaring. Vi vil gerne takke både bandet og deres publikum for tålmodigheden.” 

Statement fra bandet: 
”Det har været nogle følelsesmæssigt virkelig hårde måneder. Vi ville så gerne have gennemført denne her koncert – også på en anderledes og sundhedsmæssig forsvarlig måde under Corona. Det var vi klar til, og der blev arbejdet benhårdt på det bag kulissen. Altså vi stod indtil i sidste uge i øvelokalet for at gøre os klar. Hele vores crew har arbejdet helt indtil nu, som om den skulle gennemføres, både på den normale måde og på en alternativ måde. Så det er en meget kedelig situation. Det værste har næsten været, at vi ikke har kunnet sige noget til vores fans, da koncerten har ligget i statens hænder, og vi har kunne komme til at påvirke det negativt ved at kommunikere udenom. Det har vi virkelig været kede af, og vi håber de kan tilgive os. Det skulle have været det helt store event i år, og ville have været helt udsolgt, havde det ikke været for Corona. Selvom vi har kæmpet helt indtil nu, så har vi jo godt vidst, at der var en risiko for, at det her kunne ske, så egentlig er det også rart, at der nu endelig er en afklaring. Vi har glædet os helt vildt til at samle alle vores fans under ét tag og lave en uforglemmelig aften i Parken. Det bliver det stadig. Bare næste år.”

Alle billetkøbere vil modtage en mail direkte fra Ticketmaster, hvor de vil få mulighed for at ombytte deres nuværende billet til en ny billet til datoen i 2021. Har man ikke mulighed for at deltage, kan man få sine penge retur.

Billetpriser:
Golden Circle 650,- /PL1 650,- / PL2 420,- / PL2U (stå) 420,- / PL3 270 kr. + gebyr

Billetsalget til den nye koncert i Telia Parken 11. september 2021 starter fredag 2. oktober kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

 

Herrelandsholdets Nations League-kampe spilles i Telia Parken

Det bliver Telia Parken, der skal lægge græs til Herrelandsholdets kampe i Nations League, hvor England, Belgien og Island kommer til Danmark.

Herrelandsholdet går et spændende efterår i møde med deltagelse i UEFA Nations League-gruppespillet, og med oprykningen til den øverste række er holdet blevet parret med kompetente fodboldnationer.

Belgien, England og Island er således Danmarks modstandere i gruppe 2, der spilles over landskampsterminer i september, oktober og november.

Og de tre hjemmekampe – to i september og én i november – skal alle spilles på holdets hjemmebane i Telia Parken i København, hvilket landstræner Kasper Hjulmand glæder sig meget til.

”Det bliver fedt at komme i gang, og vi glæder os alle rigtig meget. Det bliver stort at stå i spidsen for holdet for første gang, når vi møder Belgien, og at skulle spille i Telia Parken er noget af det, jeg har glædet mig meget til. Vi håber selvfølgelig også, at vi kan spille kampene med masser af fans på lægterne, for det betyder rigtig meget at have masser af stemning og opbakning, når landsholdet spiller,” siger Kasper Hjulmand.

Nations League-gruppen åbner med to kæmpekampe på hjemmebane i Telia Parken. Lørdag den 5. september kommer Belgien på besøg, mens England er gæster tre dage senere tirsdag den 8. september. Kampen mod Island spilles søndag den 15. november. Alle tre kampe sparkes i gang klokken 20.45.

Parken Sport & Entertainments direktør Lars Bo Jeppesen ser også frem til store tre kampe med Herrelandsholdet i Telia Parken.

”Det er altid en stor ting at have det danske landshold til at spille kampene i Telia Parken. Der er traditioner bag, for i mere end 100 år har landsholdet haft deres base her i København til kampene. Vi glæder os til at det fortsætter med så store kampe i vente i UEFA Nations League, og vi håber naturligvis alle sammen, at det bliver med mange tilskuere på tribunerne,” siger Lars Bo Jeppesen.

Herrelandsholdet sikrede oprykningen til det øverste lag i Nations League ved at vinde gruppen med Irland og Wales i efteråret 2018, og holdets anfører Simon Kjær glæder sig til at skulle spille landskampe igen.

”Det er altid noget helt specielt at spille landskampe i Telia Parken, og vi glæder os alle sammen til at trække i den røde-hvide trøje igen efter den lange landskampspause,” siger Kjær og fortsætter:

”Vi – og de tidligere generationer af landsholdsspillere – har haft mange store stunder i Telia Parken sammen med det danske fodboldfolk, så vi håber, at forholdene er til, at vi kan få danske fans på stadion. Deres opbakning betyder altid utroligt meget for os,” siger Simon Kjær.

I Nations League spiller man udover æren også om en plads ved VM i 2022. De to bedste gruppevindere, der ikke kvalificerer sig til VM-slutrunden gennem den normale VM-kvalifikation, får plads i playoffrunden, hvor i alt 12 hold – udover de to hold fra Nations League består feltet af de 10 to’ere fra VM-kvalifikationen – kæmper om i alt tre pladser ved VM i 2022. I alt er der 13 pladser til europæiske landshold.

Det er endnu ikke klarhed over, hvilke retningslinjer der vil være i forhold til at få tilskuere på stadion til kampene, hvilket også betyder, at billetsalget endnu ikke er startet. Når der er nyt om tilskuersituationen til landskampe, vil det kunne findes på dbu.dk, ligesom billetinformation også vil fremgå af dbu.dk.

Herrelandsholdet skal udover kampene i UEFA Nations League også spille to venskabskampe i efteråret. Hvem holdet skal møde, og hvor kampene skal spilles, er endnu ikke på plads.

København melder klar til EM i 2021

Københavns Kommune, DBU, Parken og Sport Event Denmark er efter intense forhandlinger klar til at være EM-værtsby i sommeren 2021.
 
Som en konsekvens af den aktuelle corona-krise i hele verden og i Europa besluttede UEFA den 17. marts 2020 at udskyde afviklingen af EURO 2020 til sommeren 2021. UEFA meddelte ligeledes, at konceptet med 12 værtsbyer ville fortsætte, hvis de enkelte værtsbyer var interesserede.
 
Allerede fredag den 3. april 2020 meldte parterne ud, at København er interesseret i fortsat at være EM-værter i juni 2021. Siden har parterne været i tæt dialog og haft forhandlinger om de juridiske erklæringer, der skal afleveres til UEFA.

De sidste uger har DBU og Københavns Kommune haft en række møder om, hvordan de fire EM-kampe kan afvikles i hovedstaden samtidigt med, at der gøres klar til afviklingen af åbningsetapen af Tour de France lørdag den 2. juli. Både UEFA og ASO (selskabet bag Tour de France) har været del af disse møder de sidste uger.
 
Parterne er nu enige om de aftaler og erklæringer, som i dag er sendt til UEFA.
 
Frank Jensen, overborgmester i København:
”Det har været mit største ønske, at København til næste sommer kan være vært for både EM og Tour de France. Det ser nu ud til at lykkes!”

“Vi kan nu se frem til en fantastisk sportssommer i København næste år med masser af fest og fællesskab – som er det, vi trænger allermest til at kunne se frem til.”

“Jeg vil gerne takke alle parter i forhandlingerne for at have været fleksible og for at have været med på, at vi skulle have de to sportsbegivenheder til at spille sammen”.
 
DBU-formand, Jesper Møller, glæder sig over fastholdelsen af EM-festen i Danmark og takker alle parter for at vise stor velvilje under møder og forhandlinger:
”EM er en af de største sportsbegivenheder i verden og det er en historisk begivenhed, at vi kan få fire kampe til København og fodboldfest i hele landet.”

“Det bliver en kæmpe begivenhed, både for Herrelandsholdet, de danske fans og alle, der elsker fodbold.”

“Tak til Parken, Københavns Kommune, UEFA og Tour de France for at finde konstruktive løsninger på en svær udfordring med at få plads til både EM-fest og Tour de France inden for få uger. Vi glæder os til en kæmpe sports-sommer i 2021,” siger han.

Bo Rygaard, formand for Parken Sport & Entertainment:
”Vi er meget begejstrede over, at vi alle kan se frem til en helt fantastisk sportssommer for alle danskere næste år.”

“Vi glæder os til at Telia Parken og København skal være centrum for den fest, det bliver i hele landet, og vi er meget stolte over, at vores stadion skal danne ramme om den her historiske begivenhed.”O

“Omstændighederne har været udfordrende for alle parter, men alle har udvist den vilje, der skulle til for at finde løsninger. Vi er glade for, at vi kan være med til at give hele Danmark en stor oplevelse, og vi ser frem til at arbejde videre med planlægningen, så vi er klar til at give alle en kæmpe fest herinde om et år.”
 
Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark:
”Vi glæder os vildt meget til, at EURO 2020 skal afvikles næste år i København. I disse corona-tider er det vigtigt, at vi har noget at arbejde hen imod og ikke mindst se frem til. Oplevelses- og omsætningsmæssigt.”

“Med både en del af EM i fodbold og Tour-start bliver det en historisk sportssommer i Danmark næste år” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark”.
 
 Christian Prudhomme, direktør i ASO og Tour de France:
“I am very pleased that ASO, Copenhagen and UEFA will work together to create an extraordinary sports year for Denmark in 2021, which will unite the country in a celebration of sports at the highest level.”

“The Danish people can look forward to host four matches of the EURO2021 – and we cannot wait to bring the Grand Départ of the greatest cycling race in the world to one of the best cycling countries in the world.”
 
Kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde, udtaler:
”To så store sportsbegivenheder, ovenikøbet samme sommer her i København. Det sker formentlig kun én gang, at EM-slutrunden i fodbold spilles på grønsværen i Parken, og verdens bedste cykelby lægger asfalt til Tour de France.”

“Jeg glæder mig til sommeren 2021, som ikke alene bliver en folkefest med store oplevelser i alle bydele. De to store idrætsevents giver også København en mulighed for at engagere københavnerne og foreningslivet både før og under slutrunde og cykelløb.”