Den 6. maj 2023 er det 100 år siden, at Københavns Idrætspark tog Cementtribunen i brug.
Det var den endetribune, som vendte ud mod Øster Alle, og som eksisterede indtil ombygningen i 1991-92, hvor banen blev vendt. I dag ligger Parkens C-tribune der, hvor Cementtribunen lå.
Den officielle indvielse af Cementtribunen fandt først sted søndag den 27. maj 1923 til en kamp mellem Stævnet og Notts County. (Københavns Idrætspark skrev dog i sit 25-års jubilæumsskrift, at indvielsen var fredag den 25. maj 1923, hvor Notts County også spillede mod Stævnet, men det først var om søndagen.)
Under alle omstændigheder blev tilskuerpladserne på tribunen første gang taget i brug allerede søndag den 6. maj 1923, da Stævnet mødte FK Slovan Pardubice fra Tjekkoslovakiet – efterfulgt af en kamp mellem et udvalgt hold fra ”Trianglen” mod et udvalgt hold fra Lolland-Falster Boldspil Union. (”Trianglen” var et samarbejde mellem tre af de mange fælledklubber, ØB, HIK og KFUM, selv om sidstnævnte allerede var flyttet ud til Emdrup)
Tribunen var ikke officielt døbt Cementtribunen og blev også omtalt som Cementen, Cementørkenen eller Stenørkenen, men med årene fik den tilnavnet Cementtribunen, så det bruger vi også her.
Nye omklædningsrum m.m.
Under tilskuerpladserne på den ca. 70 meter lange tribune var der omklædningsrum og opholdsrum til spillere og dommere samt et kedelanlæg til at opvarme vandet til to store bassiner ved siden af omklædningsrummene. I den sydlige ende var der opbevaringsrum til Idrætsparkens redskaber.
Det var som nævnt kun tilskuerpladserne (alle var ståpladser), som blev indviet den 6. maj 1923. Tribunen havde 27 cementtrin og blev i første omgang bygget uden tag – det kom først i 1925.
Da Idrætsparken blev indviet i maj 1911, var den eneste tribune det såkaldte Fælledklubhus på den midterste del af den nordlige langside. En overdækket tribune med ca. 700 siddepladser, hvor resten af huset var klubhus for de mange fælledklubber, der trænede og spillede kampe ude på Fælledens fodboldbaner.
Mellem 1911 og 1922 opstillede Idrætsparken bænkerækker flere steder rundt om banen og byggede også et halvtræ af træ på den modsatte langside, der vendte ind mod B.93’s daværende baner mellem Idrætsparken og Brumleby. Men Cementtribunen var Idrætsparkens første rigtige tribune siden indvielsen.
Luftfotoet (AeroExpress) fra begyndelsen af 30’erne viser blandt andet, hvor langt Fælledklubhuset lå fra banen. Man ser også tribunen ved Hockeybanen, som blev udvidet i flere omgange i 20’erne og 30’erne, mens langside-tribunen mod B.93’s baner – i folkemunde også kaldet ”Den billige langside” – først blev opført i 1933-35.
Flere tilskuere - mere trængsel
I de første år efter indvielsen i 1911 havde Idrætsparken lidt under 200.000 tilskuere årligt, men i 1921 og 1922 var det mere end fordoblet til mellem 425.000 og 450.000 tilskuere årligt.
Det skyldes dels flere kampe på banen, og dels en generelt større interesse for at gå til fodbold – ikke mindst til landskampe og stævnekampe. Der var jævnligt trængselsproblemer til de største kampe, især efter kampene, når alle skulle ud fra Idrætsparken på samme tid.
Cementtribunen indeholdt derfor også en ny tilskuerport midt på tribunen, som gjorde adgangsforholdene lidt nemmere.
Ny spillertunnel
Tribunen havde også en tunnel under ståpladserne og ud til banen, så spillere og dommere – der hidtil havde klædt om i Fælledklubhuset – kunne gå til og fra banen uden at skulle bane sig vej gennem tilskuerne. Det havde de været nødt til, da de klædte om i Fælledklubhuset, og det var ikke altid lige sjovt, hvis man havde tabt en kamp. Eller hvis gemytterne var i kog på og/eller uden for banen, som tilfældet var, da Stævnet mødte Rangers FC i 1922 – en kamp, Idrætsparken selv fremhævede i sin 50-års jubilæumsbog fra 1961:
“Der var i 1922 en kamp mod den professionelle skotske klub Glasgow Rangers, som måtte stoppes lidt for tidligt på grund af for hårdt spil, og selv om vi ikke havde brug for sydeuropæiske eller sydamerikanske løbegrave og gitre omkring banen for at holde publikum på afstand, ville det dog ved den nævnte lejlighed have været rart, hvis vi kunne have ladet spillerne og officials gå direkte ned til omklædningen og vandbassinet i stedet for at lade dem være indenfor publikums rækkevidde.”
Selv-finansiering
Den samlede pris for Cementtribunen var ca. 150.000 kr. (ca. 4,5 mio. nutidskroner), og Københavns Idrætspark finansierede selv byggeriet – og alle de øvrige tribunebyggerier, indtil den store ombygning i 1991-92, som Baltica finansierede, efter at kommunen havde frasolgt Nationalarenaen.
Da Idrætsparken blev vedtaget i begyndelsen af det 20. århundrede, lavede Københavns Kommune en konstruktion, hvor man stillede arealerne på Østerbro gratis til rådighed for idrætten, men via den selvejende institution ”Københavns Idrætspark” skulle idrætten herefter selv tjene penge til driften og udvidelser. I første omgang kun via entreindtægter og salg af mad og drikke, men med årene også via reklamer, indtægter fra radio- og TV m.m.
Derfor etablerede Idrætsparken tidligt en Nybygningsfond og lånte desuden penge i banken (eller af DBU), som de siden betalte af på med renter. Pengene til Nybygningsfonden kom ved, at kamp-arrangørerne (DBU, KBU, Stævnet eller de enkelte klubber) betalte en baneleje på 16,7 % af brutto-entreindtægten. De 10% gik til den daglige drift, mens de 6,7% blev opsparet i Nybygningsfonden.
DBU skrev f.eks. således i sin årsberetning for 1922:
”DBU har herved fortsat sin tidligere Praksis at yde Laan til Nybygninger paa Idrætsparkens Fodboldbane i Ønsket om, at Banen saa hurtigt som Forholdene tillader det, paa betryggende og passende Maade kan modtage den stadig stigende Tilskuermængde, som kommer til Landskampene.”
Cementtribunen blev tegnet af arkitektfirmaet Arthur Wittmaack & Vilhelm Hvalsøe, der senere også tegnede Park Teatret og Østerbro Svømmehal.
Hør mere om indvielsen
I podcasten ”Hvis tribunerne kunne tale”, som udgives af F.C. Københavns journalist Torkil Fosdal, kan du høre mere om Cementtribunen og indvielseskampen mellem Stævnet og Pardubice. Stævnet vandt hele 9-1, og seks af målene blev scoret af B.93-centerforwarden Magnus Simonsen, der senere var mangeårig sportsredaktør på Politiken.
Du kan høre episoden her eller på Spotify, Apple Podcast m.fl. ved at søge på "Hvis tribunerne kunne tale".
.png){kind=small}
