Spillerne går ind på en helt ny plæne, når F.C. København har forårspremiere i Parken mod OB den 20. februar.
Arbejdet med at anlægge en ny naturgræsbane fra Holland begynder i denne uge, og banen er dermed klar til et brag af en start på foråret.
Beslutningen om at skifte banen fremfor at genopbygge den tidligere bane er truffet, fordi udsigten til at nå helt i mål med en at skabe en kvalitetsbane ikke er sikker nok, trods vinterens arbejde på den.
”Vi kunne ikke nå at sikre en bane, der i kvalitet og udseende lever op til vores krav, inden vi møder OB," siger direktør Jacob Lauesen.
"Derfor har vi besluttet, at der skal en ny til, inden forårssæsonen begynder."
"Vores groundsteam har gjort en kæmpe indsats hen over vinteren, og vi har investeret mange penge i nyt udstyr og gjort os vigtige erfaringer. Det hjælper os fremover med at opretholde kvaliteten af banen bedre, end vi har kunnet hidtil."
"Vi glæder os til at få den nye græsbane lagt på, så alt er klar til forårspremieren,” siger Jacob Lauesen.
Flere end 20.000 har allerede sikret sig plads til forårspremieren mod OB. Du kan finde din plads her.
(Billedet er et arkivfoto fra sidste år.)