Stadion - nyheder

Banen i Parken

11/4/2022

Banen i Parken lever ikke op til den standard, vi ønsker. Det er et resultat af en række årsager omkring vejr, belastning fra kampe i Superligaen, landskampe, europæiske kampe og de træninger, der har været i forbindelse med de internationale kampe.

"Banen i Parken får berettiget kritik, og ingen er mere ærgerlige over det end os. Det er jo vores hjemmebane," siger bestyrelsesformand Allan L. Agerholm.

"Groundsteamet, Peter Christiansen og jeg har brugt de seneste måneder, sammen med eksterne konsulenter, på at finde ud af de helt grundlæggende problemer med banen.”

“Det vi konstaterer er, at Parkens plæneundergrund, som blev konstrueret i 1992, slet ikke er tilstrækkelig til at levere en kvalitetsbane under vinterforhold med det tætpakkede kampprogram, der er i Parken, med både Superliga, landskampe og Europa - sidstnævnte ovenikøbet med træninger også,” fortsætter Agerholm.

“Vi anvender de bedste eksperter i Europa, og i vinter har vi investeret i det bedste udstyr tilgængeligt for at levere den bedst mulige bane på kort sigt. Men ingen af os er tilfredse med kvaliteten af den bane, vi har for tiden."

"Vi arbejder derfor på en gennemgribende plan for, hvordan vi løser banens udfordringer én gang for alle, og vi melder planen ud, når den er klar."

“Vi ville gerne sikre en bedre bane fra i morgen, men det er et stykke natur med en problematisk undergrund og særdeles høj slitage, så der er ingen hurtige genveje, og det er ikke muligt at udskifte plænen nu med det program, vi har."

"Derfor er opgaven lige nu at hæve kvaliteten mest muligt, og på længere sigt at skabe de rigtige forudsætninger, så vi samlet set får en kvalitet, vi alle kan være tilfredse med og stolte af,” slutter Allan L. Agerholm.