DBU & Landskampe - nyheder

Bedst besøgte pokalfinale i 20 år

10/5/2024

36.300 tilskuere skabte en fantastisk kulisse i en helt udsolgt Parken, da Silkeborg vandt pokalfinalen med 1-0 over AGF på et mål af Oliver Sonne i 1. halvleg.

Pokalfinalen blev traditionen tro spillet på Kristi himmelfartsdag, og de to jyske klubber trak det højeste tilskuertal til en finale i de sidste 20 år - og det højeste, siden Parken fik sin nuværende kapacitet i 2009, efter Idrætsparkens gamle hovedtribune blev revet ned og erstattet af den nuværende D-tribune.

Kun to gange har der været flere end i går:

41.044 den 21. maj 1998, Brøndby-FCK 4-1
38.095 den 20. maj 2004, AaB-FCK 0-1

Før Parken blev indviet i 1992, var rekorden i Københavns Idrætspark fra 1961, hvor 34.900 så AGF besejre KB med 2-0.

Det var desuden den bedst besøgte pokalfinale nogensinde mellem to klubber fra provinsen. Den hidtidige rekord var 33.000 til Vejle og AGF i 1959.


Tilskuer-top 10
Top 10 over bedst besøgte pokalfinaler i Idrætsparken/Parken:

41.044 Brøndby-FCK 4-1 (1998)
38.095 AaB-FCK 0-1 (2004)
36.300 Silkeborg-AGF 1-0 (2024)
36.103 AGF-Brøndby 2-0 (1996)
35.828 AGF-FCK 1-2 (2016
34.937 AaB-FCK 0-1 (2023)
34.900 AGF-KB 2-0 (1961)
34.026 Brøndby-FC Midtjylland 3-2 (2005)
33.154 Brøndby-Esbjerg 3-2 (2008)
33.000 Vejle-AGF 1-1 (1959) *)

*) Knap en måned senere vandt Vejle omkampen 1-0 foran 17.700 tilskuere

Finaler mellem provinshold
Det var femte gang siden 1992, at Parken lagde græs til en finale mellem to hold fra provinsen. De fire tidligere var:

26.194 Randers-Esbjerg 0-1 (2013)
23.825 Randers-Esbjerg 1-0 (2006)
18.098 AaB-Viborg 0-1 (2000)
9.023 OB-AaB 2-0 (1993)

AGF og Silkeborg
Det var AGF’s 13. pokalfinale, det samme antal som F.C. København og AaB, og aarhusianerne har vundet ni finaler - det samme som F.C. København.

Det var Silkeborgs tredje pokalfinale og anden gang, de vandt pokalen. Dermed er klubben også kvalificeret til UEFA Europa League i næste sæson.

Silkeborg fejrer sejren i årets pokalfinale i Parken. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport