Nu kan du købe honning fra bier på Parkens tag i Fanshoppen på Øster Alle.
Lokalt håndværk og honning af høj kvalitet
Parken har siden august sidste år haft to bistader på taget, og det har nu givet udbytte i form af honning, som vi sælger fra FCK Fanshoppen.
Det er sket i samarbejde med Bybi, som er et socialt projekt med honningen i fokus, der er baseret på Sundholm på Amager.
Parken åbnes for lokale projekter
“Vi er glade for at kunne åbne Parken for lokale projekter som Bybi, ligesom vi også gør med Stop Spild Lokalt," siger Brian Månsson, som er Director of Venue i Parken.
"Samarbejdet med Bybi giver os mulighed for at bruge Parken mere aktivt som et bidrag til projekter i vores lokalområde. At bistaderne på taget udmønter sig i en kvalitetsvare, som kan sælges i Fanshoppen, er bare en ekstra gevinst."
Håber det kan inspirere andre
Oliver Maxwell er stifter og direktør i Bybi og fortæller om samarbejdet:
”Vi er enormt glade for at få Parken ombord som samarbejdspartner. Parken er et meget vigtigt sted for byen og byboerne."
"Mit ønske for biernes honning er, at det kan være med til at inspirere mennesker på tværs af hele København til at plante blomster for alle bestøvningsinsekter. Vi ser meget frem til at honningen er tilgængelig for alle i Fanshoppen," siger Oliver Maxwell.
Du kan læse mere om Bybi-projektet her.
Som nævnt kan du finde Parkens Bybi-honning i Fanshoppen på Øster Alle - eller købe via Webshoppen her.
- - - - - -
Info om honningen
Nektaren til honningen hentes lokalt fra blomsterne og parkerne i København, hvorefter den rå og uforarbejdede honning forsigtigt slynges for at bevare dens nærende og aromatiske kvaliteter.
Når du køber honningen i Fanshoppen, får du samtidig en gratis pose blomsterfrø med. Disse frø er direkte klar til brug i din altankasse eller have.