F.C. København - nyheder

Parken klar til 1/8-finale

12/2/2024

For anden gang nogensinde lægger Parken græs til en 1/8-finale i UEFA Champions League.

Tirsdag kl. 21 tager F.C. København imod Manchester City i den første af to opgør om en plads i kvartfinalerne. En kamp, hvor englænderne naturligvis er store favoritter, men historien viser, at F.C. København og fansene kan noget helt særligt på disse europæiske aftener.

Sikkerhed og logistik
Opgøret har længe været udsolgt, og klubben kunne let have solgt over 50.000 pladser.

Politiet har ikke vurderet kampen til at være en højrisikokamp, som senest mod Galatasaray i december, så der er ikke samme omfattende sikkerheds-foranstaltninger i og omkring Parken.

Logistisk bliver det dog en udfordring for mange, at Metroring M3 og M4 ikke kører i uge 7 og uge 8 på grund af testkørsler, og selv om der er indsat metrobusser, må mange af Parkens mange gæster nok finde andre løsninger.

>> Tilskuerinformationer på fck.dk

>> Visiting guide for Man. City-fans (in English)



Tidligere "knockout-kampe" i Parken
Én gang før har F.C. København spillet 1/8-finale i Champions League. I den succesrige 2010/11-sæson mødte man Chelsea FC i februar 2011, og efter 0-2 i Parken spillede løverne 0-0 på Stamford Bridge i London.

F.C. København spillede desuden 1/8-finaler i Parken i Europa League, mod Ajax i 2017 og Istanbul Basaksehir i 2020, mens kvartfinalen mod Manchester United i 2020 blev spillet på neutral grund i Köln på grund af Covid 19-pandemin0.