Udviklingen af spiseoplevelsen i Parken er blevet nomineret til en stor international pris.
Det er TheStadiumBusiness Awards, der har nomineret F.C. København og Parken til en pris i kategorien Fan Experience sammen med blandt andre Silverstone banen i England, Newcastle United FC og NBA-holdet Atlanta Hawks.
Desuden er direktør Jacob Lauesen nomineret i kategorien Executive of The Year sammen med ledere fra blandt andet ASM Global, der er verdens største venue operatør, NBA-holdet Milwaukee Bucks og den ikoniske arena, The Sydney Cricket Ground.
Et strategisk fokus
”Vi har det seneste år haft stort strategisk fokus på at hæve totaloplevelsen i Parken, og her er madoplevelsen et væsentligt element," siger Jacob Lauesen.
"Vi har fundet gode partnere som Gasoline Grill, GORMS Pizza, Killer Kebab og WokShop og gjort dem til en del af de muligheder, man har i Parken, og det er blevet modtaget utroligt godt."
"Desuden er vores samarbejde med Wolt et innovativt element i at forbedre oplevelsen, fordi man her selv kan vælge, hvilken mad man ønsker at få bragt ind på stadion."
”Det er en stor anerkendelse af den udvikling og tilgang, vi får med den her nominering, hvor vi er i konkurrence med globale aktører og brands."
Vi er kun lige begyndt
"Det er vi stolte af, men vi ved også, at vi kun lige er begyndt, og vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen bedre i Parken,” siger Jacob Lauesen, direktør i Parken og F.C. København.
TheStadiumBusiness Awards bliver uddelt den 28. juni på Emirates Old Trafford i Manchester.