PSE - nyheder

PS&E med flot årsregnskab trods manglende mesterskab

14/3/2025

Det blev desværre ikke til et dansk mesterskab og UEFA Europa League for F.C. København i 2024.

Alligevel kan PARKEN Sport & Entertainment nu præsentere et flot regnskab for året. Det skyldes hovedsageligt, at Lalandia i 2024 havde det bedste år til dato, og at F.C. København via spillersalg og markante kommercielle resultater skabte en stærk indtjening.

Med et resultat før skat på 308,3 mio.kr. og en omsætning på 1.424,9 mio.kr. kan PARKEN Sport & Entertainment nu offentliggøre et solidt regnskab for 2024.

”Det er ganske tilfredsstillende at kunne præsentere et flot regnskab ovenpå et år, hvor de sidste marginaler ikke var med F.C. København, og det blev til en tredjeplads i Superligaen. Selvom vi ikke indfriede forventningerne på grønsværen, lykkedes det at hæve indtjeningen på andre områder i koncernen til et nyt niveau. Det gælder ikke mindst Lalandia og F.C. Københavns kommercielle afdeling, der bliver ved med at løfte barren,” siger bestyrelsesformand Henrik Møgelmose.

Med 2,1 mio. overnatninger i husene ved de tre Lalandia feriecentre i Rødby, Billund og Søndervig, samt 1,1 mio. gæster i Parken har 2024 været et travlt år i Parken Sport & Entertainment. Lalandia sætter med de mange overnatninger ny rekord, som hovedsageligt er drevet af en stigning i antallet af gæster fra Tyskland og England.

”Lalandia er en af landets mest populære feriedestinationer for både danske og udenlandske gæster, og efterspørgslen stiger fortsat. Vi har tiltro til, at Lalandias fremgang fortsætter i 2025,” siger PARKEN Sport & Entertainments bestyrelsesformand.

F.C. Københavns største partneraftaler med Carlsberg, adidas og Unibet blev alle løftet betragteligt i værdi og engagement i 2024. Alle tre aftaler ligger nu på et hidtil uset økonomisk niveau i dansk fodbold.

Samtidig kunne F.C. København igen sende to dygtige, egenudviklede talenter videre i deres karriere, da 20-årige Orri Óskarsson blev solgt til Real Sociedad og 21-årige Elias Jelert blev solgt til Galatasaray. Dermed overgik transferindtægterne for 2024 den hidtidige rekord fra 2023.

”Vi ser en positiv udvikling på alle parametre. Et godt eksempel er F.C. Københavns grønne tredjetrøje, der er solgt i tusindvis og allerede var udsolgt inden, den landede i Fanshoppen. Samtidig er klubben godt i gang med etableringen af F.C. Københavns Kvindehold, som har fået en forrygende sportslig- og fanmæssig start samt nogle meget stærke partneraftaler takket være den flotte opbakning. Det er vi meget stolte af,” siger bestyrelsesformand Henrik Møgelmose.

Forventninger til 2025 I Lalandia er der en forventning om et fortsat højt aktivitetsniveau. Der investeres i udvikling på alle tre lokationer i Rødby, Billund og Søndervig. Af større investeringer kan bl.a. nævnes udvidelse af Aquadomen i Billund, opførelse af 141 ferielejligheder i Søndervig, og etableringen af et nyt aktivitetscenter, ”Beach Bowl,” ligeledes i Søndervig.

F.C. Københavns indtægter afhænger af, hvilken europæisk turnering holdet måtte kvalificere sig til, og der er betydelig forskel på indtægterne fra deltagelse i henholdsvis UEFA Champions League og UEFA Conference League.

F.C. Københavns herrehold har ambition om at vinde det danske mesterskab og budgetterer med at spille gruppespil i UEFA Europa League fra sommeren 2025.

Tidsforskydninger ved spillersalg kan medføre betydelige udsving i transferindtægterne fra det ene år til det andet. Transferindtægterne ventes i indeværende år ikke at nå samme høje niveau som i 2023 og 2024, hvilket vil påvirke resultatet for 2025.

I 2025 gennemføres yderligere investeringer i Parken, herunder blandt andet nye sæder i Parken, lounger og forstærkning af B tribunen mv.

Der vil også blive investeret i F.C. Københavns træningsanlæg, 10’eren. Dette projekt ventes at gå i gang i 2026.

PARKEN Sport & Entertainment A/S forventer for 2025 en omsætning i niveauet 1.600 til 1.700 mio.kr. og et resultat før skat på 100 til 150 mio.kr.


>> Se hele årsrapporten her


Fakta: PARKEN Sport & Entertainments regnskab for 2024
Koncernomsætningen udgjorde 1.424,9 mio.kr. mod 1.695,6 mio.kr. i 2023.

Årets resultat før skat udgjorde 308,3 mio.kr. mod 430,5 mio.kr. i 2023.

Årets resultat efter skat blev 229,9 mio.kr. mod 335,0 mio.kr.  i 2023.

Koncernen foretog i 2024 en låneomlægning, der har positiv indvirkning på regnskabet.

I 2024 indledte koncernen arbejdet med implementeringen af EU-direktivet Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), som har givet en dybere indsigt i koncernens miljømæssige og sociale indvirkning på omgivelserne.
Derfor udgiver Parkens Sport & Entertainment nu også koncernens første CSRD-regnskab.

Bestyrelsen vil på baggrund af årets resultat indstille til den ordinære generalforsamling den 23. april 2025, at der udbetales udbytte på kr. 10,00 pr. aktie.