I september indgik F.C. København og Parken et samarbejde med Hus Forbi, og på fredag den 18. oktober kan man for første gang møde Hus Forbis sælgere til en FCK-hjemmekamp, når Vejle Boldklub kommer på besøg kl. 19.00.
I boderne og bodområderne kan man købe foreningens e-avis i boderne og i bodområderne via en QR-kode. Avisen koster 50 kr., og halvdelen går til sælgeren, og halvdelen til foreningens arbejde.
Fra november agerer Hus Forbi desuden “vikarbureau”, når Parken booker personale til rengøringsopgaver på stadion.
Samarbejdet betyder, at Hus Forbi kan skabe beskæftigelse til flere socialt udsatte, og F.C. København og Parken ser frem til at byde Hus Forbi velkommen på fredag og opfordrer alle fans til at støtte op om foreningens aktiviteter.