Stadion - nyheder

Tilbageblik på 2022 i Parken

10/1/2023

Efter to år, der i større eller mindre omfang var præget af Covid-19, blev 2022 igen et mere normalt år uden restriktioner på Parkens kapacitet.

Til gengæld bød året på en række andre nyheder og begivenheder, som ikke hører til et ”normalt år” i Danmarks nationalarena.

Her har vi samlet et overblik over de væsentligste.

Januar: Parken sat til salg
Det er den korte version af den fondsbørsmeddelelse, som PARKEN Sport & Entertainments bestyrelse udsendte den 18. januar 2022.

Her fremgik det, at man ville ”afsøge mulighederne for et helt eller delvist frasalg af koncernens ejendomsportefølje, bestående af PARKEN stadion og kontortårne og de to Aquadomes med tilhørende centerfaciliteter beliggende i Rødby og Billund.”

F.C. København har ejet Parken siden den 1. juli 1998, hvor man købte stadiondelen, og kontortårnene blev købt den 1. april 2002.

>> Læs mere her

[caption id="attachment_884" align="aligncenter" width="1024"]

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images[/caption]

Januar-februar: Nyt græs
Allerede i december 2021 blev det meldt ud, at Parken skulle have nyt græstæppe i løbet af vinteren.

Det var klar til F.C. Københavns forårspremiere i 3F Superliga mod OB den 20. februar, men det stod også klart, at en mere gennemgribende renovering var nødvendig, hvilket blev besluttet senere på foråret og iværksat sidst i 2022, jf. senere.


Februar: Nyt logo
Parken præsenterede også et nyt logo til F.C. Københavns forårspremiere. Anledningen var det stadiumsponsorat, som i 2021 blev indgået med televirksomheden 3. Det indebar, at Parken fortsat hedder Parken, mens stadionpartnerskabet har titlen ”Parken – Connected by 3”.


Marts: Nyt netværk
Et andet resultat af partnerskabet med 3 er et helt nyt netværk med både 5G og nyt netværk, som er etableret gradvis i løbet af 2022 med teknologivirksomheden GlobalConnect som medpartner på den tekniskeløsning.

Maj: Millioninvestering i Parkens plæne besluttes
Bestyrelsen i PARKEN Sport & Entertainmen besluttede at investere et tocifret millionbeløb i Parkens plæne og dens undergrund. Det omfatter en udskiftning af jordlagene under græsset, et helt nyt og tidssvarende dræningssystem, et topmoderne vandingssystem, et avanceret varmeanlæg med sensorer og endeligt et nyt hybrid græstæppe.

Forventningen var, at det skulle ske i den forlængede vinterpause som følge af VM i fodbold i november-december, og det blev senere på året konfirmeret endeligt, så arbejdet gik i gang lige efter F.C. Københavns sidste hjemmekamp den 6. november.


Juni: Første kvindelandskamp i Parken

Den 24. juni 2022 spillede det danske kvindelandshold for første gang nogensinde en officiell landskamp på Danmarks Nationalstadion.

21.542 tilskuere satte ikke bare dansk rekord for kvindefodbold, men fik også en flot fodboldkamp i festlige rammer, da Danmark besejrede Brasilien 2-1.

>> Læs mere her


Juni: Indsats mod madspild

Den 28. juni åbnede Parken for første gang dørene for Østerbros nye madudleveringssted for gratis fødevarer, der skal reducere Hovedstadens madspild markant.

Det foregår et par gange om ugen fra området under C-tribunen, og det er organisationen Stop Spild Lokalt, der står for indsamling og udlevering, mens Parken lægger rammer til.

[caption id="attachment_1530" align="aligncenter" width="1024"]

Jacob Lauesen, forklædt med forklæde, hjalp lidt med madudleveringen.[/caption]

Den 29. september var Parken også vært for et arrangement på den nationale madspildsdag, hvor ca. 100 elever fra tre gymnasieklasser på Roskilde Handelsskole deltog i en workshop om ideer til at øge indsatserne for at bekæmpe madspild.


Juli: Parken hjemtager F&B og rengøring

Den 1. juli overtog Parken driften af alle opgaver med Food & Beverage og rengøring, som Airgroup hidtil havde varetaget. Overtagelsen skete som led i den nye strategi, der blev præsenteret senere på året, hvor ambitionen er at løfte gæsteoplevelsen i Parken op på internationalt niveau.

>> Læs mere her

August: Fan Village indvies
Til F.C. Københavns hjemmekamp mod Randers FC den 12. august blev den nye Fan Village indviet, som er udviklet i samarbejde med Carlsberg og med hjælp fra frivillige donationer fra FCK-fans som led i kompensationen for kampene uden tilskueradgang under Covid-19.

Fan Village åbnede i området bag B-tribunen, hvor fans kan samles før og efter FCK-kampe og blandt andet nyde Carlsberg øl samt mad fra diverse foodtrucks. Desuden er der et dedikeret familieområde med aktiviteter for de yngste F.C. Københavnere.

I begyndelsen af oktober imødekom F.C. København et ønske fra kommunen om at flytte Fan Village til området foran C-tribunen, selv om klubben fastholdt, at man havde ret til at holde Fan Village bag B-tribunen. Kompromiset blev indgået for resten af efteråret for at få tid til at finde en permanent løsning omkring placeringen.

September: Parkens 30 års jubilæum
Mens F.C. København fejrede 30 års jubilæum den 1. juli, så var Parkens jubilæumsdag først den 1. september. Den dato i 1992 blev den ombyggede Nationalarena nemlig officielt indvidt efter den store ombygning, der blev igangsat i december 1990.

[caption id="attachment_1949" align="aligncenter" width="1024"]

Invitationen til Parkens officielle indvielse i 1992, som også blev markeret med opvisningskampe, koncerter m.m. de følgende dage[/caption]


September: Champions League igen
For syvende gang lagde Parken rammer til et gruppespil i UEFA's Champions League, da F.C. København kvalificerede sig til at møde Sevilla FC, Manchester City og Borussia Dortmund.

Det var løvernes femte deltagelse i det sportsligt og økonomisk lukrative gruppespil, og tidligere har også Brøndby IF (1998) og FC Nordsjælland (2012) benyttet Parken til sine hjemmekampe.

September: VM trofæet i Parken
Den 29. september kunne man for første gang nogensinde opleve FIFA World Cup trofæet i Parken. Coca-Cola havet lejet en del af Parken til en stor fodboldevent, hvor de mange besøgende blandt andet kunne se omklædningsrummene, gå gennem spillertunnelen og få taget et billede sammen med VM trofæet.


Oktober: Ny strategi
Den 21. oktober præsenterede bestyrelsen den nye strategi for F.C. København og Parken, "Vi er København", som der havde været arbejdet på i et stykke tid.

Strategien er den mest ambitiøse i klubbens historie og indeholder store investeringer i både den kommercielle og sportslige del af klubben. Ud over den allerede besluttede banerenovering indeholder strategien også en tre-cifret millioninvestering i nye hospitality-faciliteter i Parken samt flere nye kommercielle tiltag.

>> Læs mere her

[caption id="attachment_1961" align="aligncenter" width="1024"]

Bestyrelsesformand Allan L. Agerholm, sportsdirektør Peter Christiansen, direktør Jacob Lauesen og udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen[/caption]


November: Jobskole for ukrainske flygtninge

En række ukrainere begyndte på et særligt i praktikforløb, som Parkekn havde etableret i samarbejde med Københavns Erhvervshus for at hjælpe dem med at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked i en svær situation.

> Læs mere her


December: Rekordår på Parkens tribuner
755.986 tilskuere så årets 26 fodboldkampe i Parken, hvilket er et gennemsnit på 29.076 – det højeste nogensinde i Parkens og Københavns Idrætsparks 111-årige historie. Det hidtil højeste var 23.533 i 2004.

Det er også første gang, at alle årets begivenheder i Nationalarenaen har trukket over 20.000 tilskuere.

>> Læs mere her

December: Banerenoveringen godt i gang
Når F.C. København spiller sin første hjemmekamp i 2023, den 26. februar mod AaB, bliver det ikke bare med et nyt græstæppe, men med en totalrenoveret undergrund med bl.a. nye drænrør, nye vandingsanlæg m.m.

Således så banen ud omkring årsskiftet 22/23 efter knap to måneders intenst "undergrunds-arbejde". Det nye græs bliver lagt på i løbet af januar:

- - - - - - - -

Parken ser frem til at byde gæsterne velkommen igen i 2023, der blandt andet byder på 3F Superliga med F.C. København, fem landskampe med det danske herrelandshold samt fem koncerter med Depeche Mode, Coldplay og Bruce Springsteen. Se mere om de planlagte events i kalenderen.