Stadionsponsor

Stadionsponsor

Parken – Connected by 3

Danmarks Nationalstadion, Parken, har indgået et stort og langsigtet stadionpartnerskab med teleselskabet 3.

Det nye partnerskab betyder, at den digitale oplevelse i Parken får et markant løft i de kommende år for alle gæster via 3’s netværk og nye innovative løsninger.

Parken vil fortsat hedde Parken, mens stadionpartnerskabet har titlen ”Parken – Connected by 3”. Det får sit eget logo, når samarbejdet starter i det nye år.

Nyt netværk – nye muligheder
Partnerskabet vil betyde, at gæsterne til landskampe, koncerter og FCK-kampe i Parken får en langt bedre oplevelse, når de benytter 3’s netværk.

Det bliver etableret i samarbejde med teknologivirksomheden GlobalConnect og vil åbne for de digitale muligheder, der er i dag, samt skabe nye muligheder fremover, hvor døren åbnes for yderligere udvikling med det nye partnerskab.

En digital frontløber på højt internationalt niveau
”Vi har et ansvar og en pligt til at bringe Parken ind i fremtiden, så det også er danskernes hjemmebane for de kommende generationer,” siger Jacob Lauesen, kommerciel direktør i Parken Sport & Entertainment.

“Det skal vi gøre med respekt for historien og stedets betydning som fristed for så mange, men også med modet til at udvikle det.”

”Her spiller netværk, der kommer danskerne til gavn, en afgørende rolle. Vi er ikke længere kun sammen fysisk, vi er det også digitalt i realtid. Derfor er det helt afgørende for udviklingen af Parken, at vi har de rigtige partnerskaber, og her er 3, som altid har været en digital frontløber, en partner på højt internationalt niveau og et optimalt match,” siger Jacob Lauesen.

Flere unikke, digitale oplevelser
3 ser frem til det nye partnerskab med Parken og muligheden for at give en langt bedre oplevelse til de mange hundredetusinde danskere, der besøger stadion årligt:

”Vi glæder os helt enormt til dette samarbejde,” siger Jesper Bennike, Executive Vice President Consumer and COO, fra 3.

“I fællesskab med Parken vil vi skabe endnu flere unikke, digitale oplevelser for danskerne, når de besøger Danmarks nationalarena.”

“Parken – Connected by 3 betyder helt konkret, at vi sammen bygger et sublimt netværk, der gør det til en enestående oplevelse at dele sin oplevelse i Parken med resten af Danmark. Det skal være slut med først at kunne poste sine billeder og videoer fra kampen eller koncerten, når det hele er slut, og alle er taget hjem,” siger Jesper Bennike.

Klar i løbet af foråret
”Parken – Connected by 3” partnerskabet går i luften fra årsskiftet, og det nye netværk vil være klar i Parken i løbet af foråret 2022. Teknologivirksomheden GlobalConnect er medpartner på den tekniske løsning og opsætning af netværket i Parken.

– – – – – – –

Bliv sponsor i Parken

Læs om mulighederne for sponsorat i Parken på sponsor.fck.dk